4 tilbygninger til sommerhuset som inviterer naturen indenfor

Tilbygning

June 17, 2021

🎵 Sommer, sommer og sol; Havet og blæsten og duft af kaprifol 🎵

Sommermånederne er nået Danmark, og det betyder at terrassedørene rundt omkring i landets sommerhuse endelig kan slås op og lukke de varme briser ind. Man tager i sommerhus for at nyde solen i afslappende rammer, og af netop den grund er det altafgørende at ens sommerhus spiller godt sammen med det omkringliggende område.

Lækker terrasse, store vinduer og glasdøre - Et godt sommerhus vil nærmest altid have en god forbindelse til naturen.

I denne artikel giver vi fire eksempler på tilbygninger og udvidelser til sommerhuset som netop opnår denne effekt: en god forbindelse til naturen. Så læs med her hvis du måske går og overvejer at få lidt flere kvadratmeter til sommerhuset og samtidig sikre dig at de passer godt med omgivelserne.

 

1) Udendørs køkken

Madlavning er noget af det mest hyggelige man som familie kan samle sig om at lave. Det er også altid en god måde at aktivere sine gæster på og sørge for at de føler sig hjemme i ens bolig. Men hvorfor begrænse disse mange muligheder for hyggelige stunder til kun at være indendørs?

Et udendørs køkken kan skabe fantastiske muligheder for at nyde den friske luft alt imens man bikser dagens måltid sammen. Det er ligeledes en god måde at invitere naturen ind og nærmest integrere udendørslivet i dagligdagen.

Et lille udendørs køkkenområde kan derfor være en rigtig god måde at få lidt mere natur ind i sommerhuset uden at skulle i gang med nogle større ombygninger.

 

2) Overdækket terrasse

Terrassen er altid en klassiker og nærmest en garanti for en masse solrige stunder og eftermiddagslure i havestolene. Et overdæk kan ligeledes gøre vidundere for ens terrasse og åbne op for en masse nye udnyttelsesmuligheder.

En overdækket terrasse kan for eksempel danne rammen for udendørs overnatninger for hele familien og herigennem en masse gode sommerhusminder.

Overdækket vil gøre at det føles trygt at overnatte under stjernerne og vil samtidig sikre ly for regn og blæst.

 

3) Bålplads

Skumfiduser, lejrbålssange og snobrød -Den hellige treenighed. Findes der noget mere sommerligt end denne kombination?

Med en bålplads vil man pludselig få masser af muligheder for hyggelige sommeraftener om lejrbålet uden at skulle køre længere ud for at finde et sted hvor man kan slå bål.

Med en bålplads vil det sted pludselig ligge lige om hjørnet, og det kan derfor være en rigtig god måde at få brugt naturen endnu mere mens man er i sommerhus.

Man kan ligeledes bruge en bålplads til madlavning og grille på ægte spejdermanér!

 

4) Åbne badeværelser

Badeværelser kan desværre nemt komme til at virke mørke og lukkede grundet deres små og ofte tilslørede vinduer.

En nem måde at undgå denne følelse i sommerhusets badeværelse er at inkorporere mere glas i det eksisterende rum eller bygge et helt nyt ”åbent badeværelse”. Så får man også direkte udsyn til naturen fra badekarrets trygge porcelænsrammer.

Det kan gøres i form af en stor glasdør eller andre store vinduer vendt mod haven. Døren kan for eksempel lede ud til terrassen eller direkte ud i haven for at skabe en følelse af sammenhæng mellem de to elementer af boligen.

Man skal dog selvfølgelig kun gøre dette hvis det giver mening i forhold til udsigten fra badeværelset. Hvis den store glasdør har direkte udsyn til naboens udestue, er det måske en god idé at genoverveje placeringen af den.

Sommerhusområder er dog ofte (heldigvis) præget af mere natur end normale boligkvarterer, og en sådan løsning med et ”åbent badeværelse” vil derfor være mulig for langt de fleste sommerhusejere.