Bebyggelsesprocent og hvad den betyder for dit projekt

Ordbog

March 13, 2021

Når du skal til at bygge noget nyt, spiller bebyggelsesprocenten en afgørende rolle i forhold til dine muligheder. Er du i tvivl om hvad en bebyggelsesprocent er? Og hvad den betyder for dit nybyggeri? Så læs med her og find ud af hvad du skal være særligt opmærksom på.


Bebyggelsesprocenten beskriver hvor meget der må bygges på grunden

Bebyggelsesprocenten er den procentdel af grundens areal som må udnyttes til bebyggelse. Den beskriver altså hvor meget du som grundejer må bygge. 

Hvis en bebyggelsesprocent i et område ligger på 30%, betyder det altså at du kun må bygge i et areal som svarer til 30% af grundens størrelse. Har du en grund som er 1000 kvadratmeter stor, må du altså, i et sådan tilfælde, bygge på 300 kvadratmeter. 

Bebyggelsesprocenten eksisterer for at regulere beboelsestætheden og derigennem opretholde velfungerende boligmiljøer. Dog har den også en æstetisk funktion - Den er for eksempel lavere i sommerhusområder, for at bibeholde den luftige og naturprægede sommerhusstil.

Bebyggelsesprocenten dækker over alle former for bebyggelse på grunden.

Det er altså ikke kun selve beboelsen som tæller med i byggearealet, men også ting som garager, terrasser, drivhuse, udehuse og overdækninger. De forskellige etagearealer regnes også med i bruttoarealet, dog med nogle forhold. 

Se eventuelt Bygningsreglementet for flere detaljer.


Hvor meget må du så faktisk bygge?

Det afhænger af hvilken type grund du har. Der gælder nemlig forskellige regler alt efter om det er en fritidsgrund, etagebolig, parcelhus eller lignende.

Bygningsreglementet §170 har blandt andet disse retningslinjer for etageboliger, ensfamiliehuse, parcelhuse og sommerhuse:

  • 60% for etageboligbebyggelse
  • 40% for helt eller delvist sammenbyggede ensfamiliehuse (herunder rækkehuse m.m.)
  • 30% for fritliggende familiehuse med vandret lejlighedsskel i parcelhusområder
  • 15% for sommerhuse*

*Dog kan dette tal variere lidt mellem de forskellige sommerhusområder.

Sådan beregner du bebyggelsesprocenten

Du ved måske allerede hvad bebyggelsesprocenten ligger på i dit boligområde og har en drøm om at få lavet en tilbygning - Men hvor stor må den være? Er du i tvivl om hvordan du beregner hvor meget byggeareal du har til gode? Frygt ej - det kan udregnes ved hjælp af simpel procentregning.

Vi bruger dette eksempel:

Du bor i et parcelhusområde hvor bebyggelsesprocenten ligger på 30%. Du har en grund på 700 kvadratmeter, dit hus er 140 kvadratmeter stort, og du vil gerne vide hvor stor en tilbygget terrasse må være.

Først beregner vi hvor meget du har til gode at bygge på. Derfor skal vi regne ud hvor stor en procentdel dit hus’ 140 kvadratmeter udgør af hele grundens 700 kvadratmeter.

(140 ÷ 700) × 100 = 20%

Det vil altså sige at du har 10% til gode at bygge på.

10% af 700 = 70

Altså ville man i dette tilfælde have hele 70 kvadratmeters bebyggelse til gode. Der er altså rigeligt med plads til en terrasse her!

Du kan finde din specifikke boligs areal på Den Offentlige Informationsserver (OIS).


Tid til at bygge?

Hvis man ikke har særligt mange kvadratmeter at gøre godt med, er det vigtigt at de få man har, bliver udnyttet så godt som muligt. Vi tænker altid i optimering af arealet når vi laver skitser til vores kunder.

Check gerne vores portfolio ud, for at se nogle af vores tidligere projekter og lade dig inspirere. Vi tilbyder også en masse pakkeløsninger som kan gøre hele din byggeprocess lidt nemmere.