Hvad er et typehus - 6 fordele og 6 ulemper

Ordbog

August 5, 2022

Når man skal bygge nyt, kan det være en smart løsning, at vælge et typehus. 

Det kan nemlig både være billigere, og mindre omfangsrigt end at vælge den arkitekttegnede løsning.

Men der findes også ulemper ved at benytte sig af typehusfirmaer. 

Så hvis du går og pønser på et nyt byggeprojekt, så læs med her, inden du beslutter hvordan det skal gribes an. 

Hvad er et typehus?

Der findes typehuse i mange former, og du kender med sikkerhed nogen, der bor i et - eller måske har du selv gjort det uden at vide det?

Definitionen på et typehus er et hus, der er baseret på en tegning designet af en arkitekt, der bygges i mere end ét eksemplar, modsat et unikt og specialtegnet hus. 

Det vil sige, at man hvis man vælger et typehus, vil dele det udvendige design og for det meste plantegning med andre huse, dog vil husets indvendige design være op til den individuelle. 

Andre gange er det også muligt at vælge mellem forskellige materialer til det udendørs, efter man har valgt et overordnet typehus design. 

Typehusene vil for det meste henvende sig til familier, og kom til i 1950’erne for at gøre boligdrømmen mulig for tusindvis af børnefamilier i Danmark. 

For det meste er typehusene klassiske etplanshuse, der findes dog også andre varianter.

Typehusene omtales ofte som arkitekttegnede huse, da de jo er tegnet af en arkitekt, og derigennem signalere man kvalitet og valgfrihed til køberen. Men man må ikke forveksle dem med specialtegnede huse. 

Fordele ved et typehus 

Så hvorfor vælge et typehus, frem for et specialtegnet hus? Her er 6 fordele ved typehuset. 

  1. Du ved hvad du får, når du vælger et typehus. Du kan ovenikøbet tage ud og mærke om fornemmelsen omkring huset er rigtig, inden dit eget er bygget, ved at besøge et tilsvarende udstillingshus.  

  1. Økonomien er fastlagt fra start, det skaber en sikkerhed. Desuden kræver mange typehusfirmaer først betaling ved indflytning. 

 

  1. Huset er på forhånd afprøvet i praksis, så man ved, at det fungerer, og man kender nogenlunde længden på byggeprocessen - derfor opstår der automatisk en større effektivitet i byggeprocessen. 

  1. Typehusløsningen sparer dig for frustrationerne og uvishederne ved at bygge selv.

  1. Du får et billigere budget, da der ikke skal findes en arkitekt til at tegne, da det er gjort på forhånd. Desuden har typehusfirmaerne ofte fordel i at genbruge standardløsninger og har faste aftaler med håndværkere og leverandører. 

  1. Du skal kun være i kontakt med ét firma, hvor man ved selvstyrede byggeprojekter skal have mange forskellige slags rådgivere involveret - og det koster tid og penge.  

Læs desuden denne beretning fra en familie, der valgte et arkitekttegnet typehus.

Ulemper ved et typehus 

Det kan være svært at spotte ulemperne mellem fordelene, men de er der, desværre. Her er 6 ulemper ved et typehus. 

  1. Typehusfirmaer arbejder ofte indenfor egne produkter, som de har interesse i at sælge. Den begrænsning har man ikke hvis man hyrer en arkitekt til at lave en specialtegning. Her er det hovedfokus at skabe dit drømmeprojekt udfra dine konkrete ideer og behov - dertil tilpasses materialerne. 
  1. Har du store drømme til dit kommende hus’ design, så er typehuset nok ikke den rigtige løsning. Her skal du nemlig få dine drømme til at passe ind i nogle rammer, der er skabt på forhånd. 
  1. En grund kan være begrænsende i forhold til typehuse, da huset ikke kan ændres på. Måske er din grund for lille, eller også bliver typehuset ikke godkendt pga. de omkringliggende huses udtryk. 
  1. Du kan potentielt gå glip af din grunds optimale udsigt til naturen omkring, fordi en standardløsning på et typehus er som den er. 
  1. Det kan være en udfordring at placere typehuset ideelt i forhold til verdenshjørnerne/solen eller arkitektonisk til din grund. 
  1. Ved et typehusfirma får du ingen “objektiv” vejleder, da vejleder og sælger begge vil repræsentere det typehusfirma du benytter dig af. Måske er det endda den samme person. Dog kan du hyre en udefra selv.